Den sydlige del af Borneo tilhører Indonesien i modsætning til den nordlige del, der primært er malaysisk. Du kan ud fra billeder og ophold de to forskellige steder se en relativ stor forskel på, hvordan landenes fattigdom kommer til udtryk. Derfor er det måske primært den nordlige del, mange turister foretrækker, når rejsen går til Borneo – sammenholdt med det faktum, at der også ligger en fantastisk naturpark her. Borneos sydlige del tilbyder dog andre spændende oplevelser, så lad os se på, hvad du kan putte i din oplevelseskuffert på den sydlige del af Borneo.
En eksotisk og lokal stemning
Selvom den sydlige og indonesiske del af Borneo er relativ fattig, finder du også smukke og paradisiske områder, der oser af luksus, ferie og sol. Kemala strand i Balikpapan er én af de finere strande på den sydøstlige side af Borneo. Den sydøstlige del grænser også op til et verdenshav, hvor mange containerskibe kommer forbi, og de ligger roligt og vugger i horisonten. Stranden er hyggelig og med masser af stemning. Snup en øl eller drink fra den lokale bar og nyd solens varme stråler om dagen. De hyggelige og farverige huse, der ligger langs stranden, skaber fornemmelsen af at være i en lille by og giver en eksotisk atmosfære.
Oplev en travl havneby
En anden meget anderledes by, der er et besøg værd, er Banjarmasin. Banjarmasin er en travl havneby med ca. 600.000 beboere. Hele 96 % af befolkningen er muslimsk, og derfor er der også mange muslimske kendetegn i nærheden. Besøg den gamle Sultan Suriansyah moské, som er den ældste moské i det sydlige Kalimatan. Selve bygningen er smuk og kan for en vesterlænding ligne det, der minder om en gammel kinesisk bygning.
Moskéens tag er delt op i tre tage, der går op i en spids og buer en smule i bunden. Den grønne farve og det smukke stakit giver hele moskéen som bygning et særligt udtryk. Gaden, hvor moséeen ligger, hedder Jl. Kuin Utara og er en yderst stemningsfyldt lille gade, der ofte er trang og fyldt med mennesker. Gaden ligger lige ned til det brune indonesiske vand, og du har udsigt over på den modsatte side, hvor husene står på pinde i vandet.
Prøv ekstrem luksus på Maratua
Skal du flotte dig og prøve toppen af poppen, når det gælder luksusrejser, skal du tage til Maratua-øen, der ligger nordøst for Borneo. Maratua-øen er præcis, hvad mange forestiller sig, når de drømmer sig væk til krystalblåt hav, kridhvid sandstrand og masser af sol. Her lokker det klare, blå vand, og de røde træhytter står på høje pæle i vandet. Mange kalder Maratua for et Maratua-paradis, fordi det hvide sand og blå hav strækker sig, så langt øjet rækker.